Bund i løsdrift

Det er blevet årstiden hvor mange skal beslutte hvilken bund de skal lægge i deres løsdrift/boks.

Jeg mener selv jeg har fundet den bedste løsning, og jeg har virkelig prøvet lidt af hvert.
Jeg har en 100kvm løsdrift med 3 små heste og to små ponyer.
Der er højt til loftet og betonbund.
Ved udgangen af løsdriften har jeg fastgjort en 10×10 stolpe som “fodpanel”, så slæber hestene ikke bunden ud.

Ting jeg har prøvet:

Spåner

De var besværlige at muge i.
De sugede ikke så meget, efter for kort tid blev de gennemvædet og ammoniak lugten kom op.
Der var meget mødding.
De er dejlig lyse og fine når de er lagt.
Hestene nyder at ligge i dem.

Træpiller

De er ikke så hyggelige lige når de er lagt, med mindre man vander dem og så begrænser man sugeevnen.
De støver virkelig meget, der er konstant et lag støv overalt i stalden og om sommeren er det helt ulideligt.
De pakker en god bund.
De suger godt og binder ammoniakken.

Tørv

Helt umulige at muge i når hestene spreder deres pærer, da det er samme farve som pærerne.
Det er mørkt og det gør ret meget i en 100kvm løsdrift.
Det pakker en god bund og binder ammoniakken.
Der er minimal mødding, da det suger vildt godt.

Hamp

Det er fantastisk at muge i.
Det er lyst og blødt og hestene nyder at ligge i det.
Det suger ganske godt, men dog ikke som tørv.
Det pakker ikke så godt en bund, så hestene træder igennem når de rejser sig.

Derfor er min løsning blevet, som er win win på ALLE parametre.
Der er intet minus.

Først lægges en tyk bund af tørv, gerne 30-40cm.
Hold ud og mug kun klatter og riv toppen af bunden plant, mens hestene sørger for at danne madrassen. Alt afhængig af hvor mange heste der er og hvor meget de urinerer og sover inde, tager det noget tid. For mig en måneds tid.

Når bunden er en fast madras, som er affjedrende og heste ikke træder igennem er det tid til toplag.
Med mindre du konstatere der ikke er tørv nok, så er det nu der skal lægges ekstra og du skal vente igen.

Så lægges et toplag hamp. 5-10 cm overalt.

Vedligehold er at fjerne klatter og rive toplaget plant.Rør aldrig bunden, rod aldrig i tørven og tag ikke tis.
Når du syntes bunden bliver lidt fugtig, lægges der mere hamp på.

Bunden kan ligge mindst 2-3 år, jeg er kun på 2. år nu, så måske mere, nu må vi se.